Test af udstyr
adventurerun.dk vil også være genstand for testning af udstyr til diverse løb, f.eks. løbesko, pulsur, løbetøj, rygsæk m.m.
Udover den generelle anmeldelse af udstyr mm, anmelder jeg også udstyr som er blevet brugt til diverse udenlandske 200-250 km ekstremløb (Jungle Marathon 2007, Atacama Crossing 2009, Sahara Race 2009 og Nepal 2011), samt danske ultratrailløb.
Anmeldelse af Nike Zoom Wildhorse GTX
Jeg har fået fornøjelsen at blive udvalgt som skoanmelder for iloebesko.dk.
Mit valg af løbesko er en trailsko fra Nike (Zoom Wildhorse GTX). Grunden til at det blev denne model skyldes bl.a. farvevalget af skoen: skrigende blå med en orange/flerfarvet ydersål, selv snørebåndene er flerfarvet. (I like colors!)
Da jeg endelig fik skoen i hånden i en str. 42 bliver man som et barn i en legetøjsbutik, nu skal den testes!
At tage en jomfrutur i skoven i en spritny løbesko, er en fantastisk oplevelse og det var det også med den her trailsko.
Lige et par tekniske oplysninger omkring Nike Zoom Wildhorse GTX:
Trailskoen er beregnet som en neutral barfods/trailsko, har et hældrop på 4 mm, (fra hæl til tå), og vejer ikke særlig meget ca. 258 gram (str. 42). Så det er en letvægter!
Skoen er konstrueret med Nikes zoom-støddæmpning (kun bagi) som gør, at man kommer tættere på overfladen og ”zoom” giver en bedre støddæmpning samt mere energi til afsættet. Skoens overdel er sømløs.
Skoen har en dynamisk pasform (Dynamic Fit) som kort og godt eliminerer mellemrummet ved mellemfoden og svangen. Dvs når snørebåndene strammes svøber skoen sig omkring foden og man registrerer en behagelig komfort ved mellemfoden.
Jeg har meget smalle fødder, (9,1cm bred) så det har ofte været reglen at snøre løbeskoene helt ind, således at pløsen er gemt væk. Denne sko er helt anderledes, selvom skoen er smal, passer den perfekt til mine fødder. Både indtrækket og pløsen er polstret, så den er lækker at hoppe i. Man kan sagtens anvende den uden løbesokker idet skoen er vandtæt! (Det skal klart testes i mudderhuller og vandpytter i skoven)
Jeg har løbet ca. 100 km i Zoom Wildhorse GTX, hovedsagligt i skoven og det har været en sand fornøjelse. Det har været i regnvejr, mere regnvejr og lidt sol, så betingelserne har været ganske gode.
Man kan sige meget om denne sko, men man står godt fast på mudderskrænter både når der løbes opad og nedad! Våde trailstier bliver ”spist” uden problemer! Sålens grove mønster giver et godt afsæt. Selv når der løbes på asfalt er det god kontakt trods ydersålens grovhed. Man skal dog lige være lidt varsom når temperaturen falder til frysepunktet, så kan stierne samt våde sten blive lidt glatte. Jeg lavede lige et par bambistyrt på en aftentur i skoven.
Jeg har været rigtig glad for skoens GTX (Goretex) især når det har regnet, selv når jeg dumper ned i en dybere vandpyt så kommer jeg tørskindet op igen. Der er lidt beskyttelse på fronten af skoen, når man rammer en sten eller træstub frontalt.
Konklusion:
Jeg har været super tilfreds med Nike Zoom Wildhorse GTX. Dog vil jeg ønske, at Nike vil være bedre til at promovere deres trailsko, for den ligger klart på niveau med Inov-8 trailsko (TrailRoc 245). Der er dog en enkelt sten i skoen, som gør at den ikke overgår Inov-8, og det er skostørrelsen.
Jeg har løbet i Nike asfaltsko i mange år, og kender i min størrelse inden for Nike verden (troede jeg). Da jeg bestilte denne sko i min størrelse, var det i troen om at den ville sidde perfekt. Desværre er Nike Zoom Wildhorse GTX produceret i små modeller. Her er Inov-8 mere loyal med hensyn til skostørrelser.
Der er ingen tvivl at jeg vil anbefale denne model til enhver som vil prøve en gedigen trailsko.
Pro:
- En lækker minimalistisk lavprofil sko med god beskyttelse og stabilitet.
- De sidder godt (på mine fødder).
- Skoen er åndbar, så ingen svedige fødder.
- Du har tørre fødder selvom du løber i regnvejr (tak til Goretex membranen).
- Der er masser af plads til vrikke med tæerne. (Toe Box).
Con:
- Skoen er lille i størrelsen, så tag et nummer større hvis du vælger denne model. I mit tilfælde skulle jeg nok have valgt en str. 43 i stedet for en str. 42.
Denne anmeldelse kan også læses på det suveræne løbesite iloebsko.dk.