Mine sponsorer/ samarbejdspartnere:

 

 

sidste nyt

Blogindlæg 2010

Oktober 2010: Himmelbjergløbet - Ren bakketræning.

Himmelbjergløbet – 31. oktober 2010
Så oprandt dagen hvor der skulle løbes Himmelbjergløbet, hvor start og mål er på toppen af ”bjerget”. Dagens distance er på 15.1 km godt blandet med hårde bakker og smattede stier.
Højdeprofilen kan ses her.

Vejret er helt perfekt, omkring de 12 grader, lidt skyet med mulighed for sol.

Vi er omkring 715 som stiller op til start til de 15.1 km. En af favoritterne er Mikkel Kleis som bl.a. vandt Copenhagen Marathon i år.

Det er mit første rigtige løb i år, og jeg kender ikke noget til dette løb, andet end at det er stærkt kuperet. Så det er lidt spændende.

Min træning i oktober måned har slet ikke været optimalt på nogen måder - hele 8-9 gange har jeg været ude og løbe. Det er alt for lidt i forhold til hvad jeg plejer at løbe. Derfor har min målsætning været at komme i mål mellem de 50 hurtigste og/eller inden for 61-65 min.

Kl. 11.15 går starten og der bliver spurtet til ned ad ”bjerget”. Den første km bliver løbet på ca. 3 min, og jeg tænker straks at det her tempo er alt for hurtigt. Da vi rammer bunden af bjerget forceres mudrede stier som slanger sig igennem skovbunden. Vi løber i gåsegang og med snotten hængende ud af næsen løber jeg forbi 3 km skiltet. 11m36s. Der er ca. nogen af 30 løbere foran mig, og jeg prøver at have øjenkontakt med et par af dem, men bakkerne gør det svært.
 
Ser en bekendt som overhaler mig. Han hilser og spørger til mit ekstremløb. Jeg smiler og svarer ham med kort grynt og prøver at fokusere. På et tidspunkt fladere ruten ud til det mere normale. Det skal siges at skoven er utrolig smuk med alle sine farvenuancer, hvis man har tid til at se sig omkring.

Da vi når cirka halvvejs af distancen kommer der en bakke som nærmere sig kategorien ”Skrænt” og jeg bliver ufrivillig tvunget til at gå op af bakken på det sidste stykke. ARRGGHH!!!

På et tidspunkt glemmer jeg tiden og løber mit eget tempo. Der er endnu et par løbere som overhaler mig, men jeg er ligeglad. Kilometerne bliver nu spist en efter en i mit tempo, og da jeg når omkring de 13 km begynder ruten at hælde nedad og man kan se tårnet på toppen af himmelbjerget. Nu nærmer jeg mig trappen til restauranten som er nabo til en af Silkeborgsøerne. Op af trappen og jeg kigger op. En km tilbage, som kun går opad. Jeg prøver at løbe men det ligner mere gang. Kom så!! Bliver der råbt af en løber som netop overhaler mig. Jeg udtænker hurtigt, jeg siksakker sgu. Nu kører det, og jeg indhenter han som peppede mig og 3 andre løbere. Da jeg når det sidste sving op af bakken inden mål, kommer Pepperen forbi mig. Pis!

På de sidste 100 meter bliver jeg klappet i mål med tiden 1t6m32s. Med snotten og tungen hængende ud af hovedet takker jeg Pepperen for kampen. Får efterfølgende at vide at jeg fik en 35. plads ud af 650 gennemførte. Min målsætning er til dels indfriet og jeg kan takke mig selv for 37 sek. slendrian ude på ruten.

Første pladsen blev suverænt vundet af Mikkel Kleis med tiden 53m5s min med 2 min forspring til 2’eren. Stort tillykke herfra.

Selve resultatlisten kan ses her

Det har været en fantastisk løbetur denne søndag, til trods for min manglende form/forberedelse. Med ømme stænger kører jeg hjem.   
Himmelbjergløbet, Vi ses til næste år!  
Christian

Tilbage til top

Oktober 2010: Jungle Marathon 2010 - 4 danskere er med i år - 1. - 6. etape (løbende opdatering)

Jungle Marathon 2010

Fra søndag den 10. oktober og frem til den 16. oktober skal der løbes Jungle Marathon 2010, som finder sted i Amazones jungle i det nordvestlige Brasilien. Jungle Marathon skal løbes over 7 dage og igen i år er der to distancer: 100 km over 4 etaper og 220 km over 6 etaper.
 
I år er det blevet besluttet at ruten skal være længere end tidligere. har der været ændringer på ruten på grund af vejrforholdene, således at den nu er ca. 220 km i stedet for 200 km.

Omkring 94 løbere fra hele verden er tilmeldt heraf 4 danskere. En dansk actionfotograf Martin Paldan er med blandt media teamet. Der udgår årligt ca. 30-35 % løbere pga. skader og dehydrering.

De 4 danskere skal alle løbe den lange distance og er

1) Brian D. Bonde deltager for første gang
2) Pernille Hansen er den første danske (og yngste) kvinde som deltager. Dette er hendes debut på de lange distancer
3) Henrik Kornum, erfaren adventureracer og har løbet MDS (Marathon Des Sables)
4) Youssef Khater deltager for 3. gang. Første gang i 2007 udgik han, i 2008 gennemførte han.

Samlet set er Danmark godt repræsenteret og det bliver spændende at se hvordan det kommer til at gå dem i den kommende uge.

Opdate:

1. etape - 10. oktober 2010

Nu er der endelig kommet resultater fra 1. etape plus et par billeder/videoklip. 

Etapen er ca. 15.04 km og feltet er allerede godt spredt, også hvad angår de danske løbere.
Det tog Amerikaneren Andrew Bock (#24) 2t53m at komme i mål som den første. Han har allerede fået et forspring på 17 minutter i forhold til nr. 2 & 3 – Spanske Toloso Jaume (#77) og Marina Gomes Javier (#76).

Resultatmæssigt er de danske løbere placeret således.
Brian D Bonde (#9) er den hurtigste dansker indtil videre - nr. 5 - med tiden 3t44m. Det er stærkt løbet! Youssef Khater (#1) er nr. 15 med tiden 4t05m. Nu må vi håbe at de ikke brænder alt deres krudt af på de første etaper. Det er ellers en klassiker, at man giver den max gas på de to første etaper, som er utrolige hårde.

Henrik (#48) og Pernille (#26) fulgtes ad og kom i mål på tiden 6t11m og er placeret som nr. 61 & 62.

Af de 85 løbere (73 internationale og 12 lokale) er der kun én som er udgået på 1. etape. Statistisk set udgår ca. 30-35 løbere hvert år, enten pga. dehydrering eller skader. Jeg vil primært kigge på de internationale løbere.

I kan se resultatlisten her

Der er også blev lagt et par billeder og video ud på sitet.

Nu glæder vi os bare til at se hvordan det går dem på de følgende etaper. 

2. etape - 11. oktober 2010

Nu er der kommet resultater fra 2. etape. 
Etapen er på 23.85 km og er hårdere end første etape elevationsmæssigt. Endnu engang tager Andrew Bock (US) føringen og løber etapen på 4t15m. 10 min senere kommer den spanske duo Toloso & Marina Gomez og de ligger godt placeret som nr. 2 & 3. 

En halv time efter duoen kommer den første dansker, Youssef i mål med tiden 4t55m. Et kvantespring i forhold til 1. etape og det giver ham indtil videre en samlet 6. plads. Brian ligger på en samlet 7. plads efter dagens etape. Han kom i mål efter 5t18m. 
For duoen Henrik og Pernille kom de samlet i mål på tiden 8t51m. Det er mange timer de har været i gang og det giver et indblik i hvor hårdt det er at løbe 23.85km i ufremkommeligt terræn. 
5 løbere er udgået på denne etape, så nu er de 67 tilbage.

Nu venter vi bare på resultaterne fra 3.etape (35.25 km) som blev løbet den 12. oktober. Der vil højst sandsynligt være blevet rokeret rundt igen iblandt top 10. Det bliver ihvertfald spændende at se hvordan det kommer til at gå de danske løbere. 

3. etape - 12. oktober 2010

3. etape på 35.25 km er nu blevet løbet. Etapen er fladere end de foregående og der løbes igennem et par landsbyer og en flod skal krydses. Indtil nu har varmen været rigtig hård for alle løbere, og i år er det åbenbart varmere end ellers. Det giver nogen vanskeligheder når der løbes i åbent terræn.

Den hurtigste tid er 5t25m og den sidder den suveræne etapespiser Andrew Bock på. Han har på etapen fået sig et forspring på næsten en time ned til de(n) næste løber(e), som er duoen Toloso og Marina Gomez, de kommer i mål efter 6t32m og har sat sig på 2. og 3. pladsen.

Den første dansker som kommer i mål er Youssef efter 7t30m. Undervejs er han tidsmæssigt blevet overhalet af 2 løbere, hvilket nu giver ham en samlet 8. plads. Brian har også haft en hård etape, han går 15 pladser ned – til en 22. plads – efter han er kommet i mål med tiden 9t32m. Om Brian sparer på krudtet indtil 5. etape er ikke til at sige.

Duoen Henrik og Pernille hænger stadig i, men det holder hårdt. Efter 10t48m kommer de i mål, hvilket placerer dem til en 59. & 60. plads.

Checkpoint 3 blev flyttet pga. et kæmpe hvepsebo. Hvepsene, også kaldet for "Killerwasps" er på størrelse med en mands lillefinger og bliver man stukket af en sådan basse kan det give en 3 dags febertur.

Endnu 2 er udgået efter skader/dehydrering. Det forlyder at en af løberne er udgået pga skorpionstik. Nu er de 65 tilbage.

I kan se den seneste resultatliste her

Løberne kan glæde sig til at 4. etape er kortere og lettere end de foregående.

4. etape - 13. oktober 2010
Endelig kom resultaterne fra Jungle Marathon.

Og der er sket en del på 4. etape som er på 23,98 km. Etapen starter med at en flod skal krydses og derefter er ruten forholdsvis flad.  
Andrew Bock kom i mål igen som den første med tiden 2t44m med et forspring på 36m til spanierne Toloso og Gomez. De kommer i mål med tiden 3t20m.

Youssef løber suveræn i mål på 3t33m og er etapens 4. hurtigste løber. Utroligt godt løbet! Brian tager det mere med ro og kommer i mål efter 6t32m. Det samme gør Henrik og Pernille med tiden 6t49m.
Der er heldigvis ingen som er udgået på denne etape. Nu venter kongeetapen i morgen.

5. etape - 14.-15. oktober 2010 – Kongeetapen
65 løbere starter og 63 gennemfører denne hårde etape. Distancen er på 89,45 km med en cut-off tid på 38 timer. Ruten er delt således op, at den første del ca. 45 km er i junglen og resten er i blandet terræn. Etapen ender med ca. 10 km strandløb for at komme i mål. Dertil skal der krydses et par floder mm.

En brite, David Niv udgår på CP5 pga forhøjet kropstemperatur og hedeslag. Han bliver herefter evakueret. En anden løber, Steve Caldwell, falder i et mudderhul og vrikker kraftigt om på sin ene fod. Han skriger så højt af smerte, at andre løbere på ruten kan høre hans skrig, hvilket får flere til at tro at en løber er blevet angrebet af en jaguar. Heldigvis kan Steve fortsætte og gennemføre hele etapen med en hævet ankel.

Det viser sig desværre at Youssef også er udgået på denne etape. Hvad der er sket med ham, vides ikke endnu!
Brian, Henrik og Pernille kommer igennem med tiden 26t24m og 32t05m hvilket placerer dem på en hhv. 39. og en samlet 50. plads.

6. etape – 16. oktober 2010

Sidste etape skal løbes på stranden og er sat til at være 32,09km med målstreg i byen Alter do Chão. Etapen sættes i gang ved solopgang, således at man kan nyde den kølige morgenbrise inden solen får fat.
Duoen Toloso og Gomez vil vinde en enkelt etape og nu skal det være. De får et forspring fra Andrew og vinder denne etape med tiden 3t07m. Andrew kommer i mål 3 min. senere.
Samlet set er Andrew vinder af JM2010, og havde et forspring på ca. 3t45m. til Toloso og Gomez som bliver samlet 2’er. Stort tillykke til dem.

For vore danske deltagere: Brian kommer i mål efter 6t43m og det giver ham en samlede 33. plads. Duoen Henrik og Pernille har hygget sig på denne etape og de kommer i mål efter 7t14m og får en samlet 53. plads. Stort tillykke til jer alle, det er super godt gået!!

Desværre er der en enkelt der udgår på denne etape, af hvilken grund vides ikke.
Af i alt 73 internationale løbere gennemførte 62 dette års Jungle Marathon. Af de lokale gennemførte 9 ud 12. Det svarer til ca. 16,47 % som er udgået. En noget lav dropout i fht. de tidligere år. Resultatlisten kan ses her.

Det har været rigtigt spændende at følge dette års Jungle Marathon, særligt når informationerne har stået i kø for at komme igennem.    

Vi ses til næste års Jungle Marathon

Christian  

Tilbage til top

September - Oktober 2010: Opdate af det daglige samt Anders Jensen vinder årets Sahara Race 2010

Først noget banalt fra Århus:

Kiropraktor
Min iskias nerve har generet mig i en sådan grad at en kiropraktor måtte på sagen. Her får jeg at vide at min ryg er ret skæv, men det havde ikke noget at gøre med min skade… Efter et par smertefulde behandlinger synes jeg at det går i den rigtige retning.

Opdatering af website
Som I nok har bemærket er der sket et par små ændringer på mit site. En ny fane omkring Nepal Race 2011 vil der også komme, og ved de øvrige løb vil der både være video og billeder, således at man ikke skal rundt omkring på sitet.   

Træning
Står på nuværende tidspunkt på løb/cykel til arbejde med enkelte afstikkere ind i skoven. Vi har købt os en baby-jogger for der går ikke før junior kan ”løbe” med. Jeg prøver for så vidt at holde formen, men det er hårdt arbejde. Iskias nerven har drillet en del, men det er blevet en hel del bedre siden mine behandlinger.

Nu til noget lidt mere spændende læsning:

Sahara Race 2010
I perioden 3.-9. oktober afholder Racing The Planet sit årlige 250 km Sahara Race. I år er der 153 løbere fra hele verden, heraf to danskere Jacob Hastrup og Anders Jensen. Begge to har tidligere deltaget i RTP løb. Desværre har Jacob lige meldt fra pga. en skade. Vi vil derfor kun følge Anders med stor interesse. Ruten kan ses her. Jeg vil for så vidt mulig følge løbets gang, men du kan selv følge med her

Opdate:
1. etape – 3. oktober 2010: Dagens etape er på 38 km og efter 3t41m er Anders Jensen første mand over målstregen. Fantastisk præstation! Den tid har lige givet mig skildpadde status i forhold til min egen tid da jeg løb SR09.

Anders fik en flot 5. plads i marts måned ifbm Gobi March - 250 km i Kina, så han er flyvende i år.

Det bliver spændende at se om Anders kan holde sin første plads. Vi krydser ben!

2. etape – 4. oktober 2010: Idag skal der løbes 37,5 km og Anders så sit snit til igen at være den første over målstregen med tiden 3t51, skarpt efterfulgt af tyskeren Rafael Fuchsgruber som blev 2'er i tiden 3t56m. Rafeal snuppede allerede nr. 2 og 3 ved 1 checkpoint. Rafael kommer til at true Anders' position i de næste par etaper.

Vi må håbe at Anders ikke brænder alt sit krudt af nu men gemmer kræfter til 5. etape (kongeetapen).

Held og lykke imorgen

3. etape – 5. oktober 2010: Dagens etape er på 41,1 km og er den hårdeste etape indtil videre. Og hvad gør Anders? Han løber sgu fra alt og alle! Sådan! Efter 4t43m kommer han i mål og har fået et forspring på ca. 10 minutter. Ca 2 min efter Anders kommer Amerikaneren Bennett i mål. Han er 2'er i det samlede felt. Tyskeren Rafael er faldet lidt tilbage på denne etape, men er samlede 3'er.

Nu bliver det spændende, om Anders kan holde sin position på 4. etape eller om han tager det med ro og fokuser på kongeetapen istedet.

4. etape – 6. oktober 2010: Idag skal der løbes 41,4 km og etapen er mindre hård end gårddagens etape. Anders, Bennett og Rafeal starter med at løbe sammen og de danner front det meste af etapen indtil Rafael falder tilbage. Efter sidste checkpoint satser Anders på at få sin 4. sejr og stikker af fra Bennett. Efter 3t52m kommer Anders i mål med ca 13 min forspring. Bennett kommer ind som to'er og Rafael kommer i mål 33 min senere. Nu har Anders samlet et forspring på 36 min. Det bliver så spændende om Anders også tager 5. etape imorgen!!

5. etape – 7. oktober 2010: Denne etape er på 94 km og strækker sig tidsmæssigt over 2 dage. Hele feltet starter samlet kl. 0630. Anders kommer som den første til CP1 kl. 0720, halvanden minut efter kommer Matt Lowe (nr.4) og ca. 2min40sek er Bennett (nr.2). På CP3 er Matt den første kl. 1030, Anders kl. 10.34 og Bennett kl. 10.41 og Rafeal (nr.3) kl. 10.56. Ca. en halvanden time senere ved CP5, er Anders den første igennem, skarpt forfulgt af Matt og Bennett. Rafeal tager det åbenbart med ro og kommer til CP ca. en halvtime senere.

Man kan allerede nu proklamere Anders som vinder, idet han samlet set har et forspring på ca. 36 min i forhold til Bennett.

Ved CP6 kl. 13.03, har Anders øget forspringet med et par minutter over for Bennett, som kommer igennem CP kl. 13.10.

I de følgende CPs svinger Anders' forspring til Bennett mellem 6 og 10 minutter. Anders er opsat på at vinde denne etape og da han kommer i mål kl. 17.08 er Bennett lige i haserne på ham og han kommer ind mindre end 3 minutter efter. En utrolig spændende etape! Det er nu et faktum, Anders vinder Sahara Race 2010! Stort tillykke herfra. Ud af 153 løbere gennemførte 117 den lange etape og dermed vil de også være med til at fejre den sidste etape mellem Giza pyramiderne i Cairo.

6. etape er et rent 10 min paradeløb, hvor vinderne skal løbe sammen i mål.

Resultatlisten kan ses her ellers kan jeg nævne vinderne her: Nr. 1: Anders Jensen med den samlede tid: 26:56:28, Nr. 2: Ryan Bennett 27:35:02, Nr. 3: Rafeal Fuchsgruber 29:58:55. For kvindedivisionen er den vindende kvinde italieneren Katia Figini med tiden 32:03:29 og blev samlet nr. 5.

Anders, det har været en kæmpe fornøjelse at følge dig og se hvordan du løb fra alt og alle. Glæder mig til evt. at se dig i Nepal Race 2011 eller et lignende løb.

 

Christian

Tilbage til top

Juli - August 2010: Test af GoLite og Addidas, styrt og en enerverende iskiasnerve.

Min træning har fået et boost af motivation i form af test af løbetøj og løbesko.
 
GoLite
Jeg har været så privilegeret at få lov til at teste noget af GoLite tøj fra Outlandia. GoLite er USA’s førende producent indenfor teknisk, bæredygtigt og letvægtstøj og –udstyr. De bruger materialer som jeg aldrig har hørt om: Minerale™ og DriMove™ Lite. Disse materialer har en række egenskaber såsom; UV beskyttelse, fjerner dårlige lugte, afkøler, og hurtigtørrende.

Det har med andre ord været en fryd at løbe i det ude i skoven. Idet jeg er lidt tekniknørdet så går jeg op i vægt og marginaler.

Eksempelvis blev jeg meget overrasket over hvor lidt GoLite’s tøj vejer og hvor blødt det er. Kan særligt anbefale deres løbeshorts. Nu kan jeg kun håbe at der kommer nogle forhandlere i Århus, hvilken er en opfordring herfra.

Addidas AdiZero Boston 2
Et par nye løbesko er blevet købt da begge mine Nike Skylon er begyndt at knirke. Eftersom Nike ikke længere producerer Skylon modellen har jeg været nødsaget til at finde en afløser. En oplagt kandidat er Addidas AdiZero Boston 2 (den grønne udgave). Det er en neutral sko og vægten er på omkring de 300 gram hvilket svarer til Skylon modellen, så her er tale om en letvægter. Indtil videre er jeg rigtig glad for den, dog er der et lille minus: Jeg skrider i dem når jeg løber i blandet terræn.   

Styrt på MBT
På min første rigtige MTB-tur i skoven i år, lavede jeg et fantastisk styrt. Det var nok mere et skred i det cyklen under mig forsvandt i et grussving. Jeg nåede ikke at klikke mig ud af pedalerne og i forsøget kramper lægmusklerne. Min hofte får nærkontakt med grusstien et par meter. Efter at have sundet mig et par minutter, kan jeg se at bagskifteren er bøjet og kæden har sat fast bag bagkransen…hvordan fanden kan det lade sig gøre?? Med lidt snilde og tålmodighed er jeg snart kørende igen. Nu glæder jeg mig til min næste tur.

Jungle Marathon 2010 – status
Nu er der tre løbere som skal afsted til Jungle Marathon og en fjerde løber er muligvis på tale. Siden 2007 hvor jeg deltog sammen med 46 andre løbere, er antallet steget støt med årene. I år er deltagerantallet, indtil videre, på omkring 100 fra hele verden.  Pernille og Henrik har i forbindelse med deres deltagelse også valgt at støtte et velgørende formål, Master Fatmans Casa Gorda - børnehaver for udsatte børn i Brasilien.

DHL-Stafetten 2010 i Århus
Den 17.-19. august 2010 var der DHL-stafet i Århus og kender man ikke ruten, kan jeg hilse og sige at de 5x5 km der skal løbes er ret kuperet i forhold til København, og i år fik ruten lige et ekstra tvist af regn og en masse mudder.
Den 18. skulle jeg løbe 2x5 km for mit arbejde. Jeg må tilstå at motivationen ikke var i top pga. vejret og at min træning har ligget lidt stille.
På dagen valgte jeg at bruge et par inov-8 muddclaw løbesko således at jeg kunne stå fast i mudderet. Jeg skulle i anden gruppe men på første tur – 30 sek. efter første gruppe. Da min start gik, løb rigtige mange meget forsigtigt på de første 200-300 m. Jeg fløj over mudderbankerne som skudt ud af en kanon. Nu skulle første gruppe hentes. Fire løbere var foran, dem kunne jeg ikke nå. Der går ikke mange minutter så bliver de bagerste fra den første gruppe hentet. Haps haps haps, der blev spist løbere hele vejen ind i skoven. Da vi kommer ud i Mindepakken skal vi igennem en kæmpe sø af regn. Høje knæløft og lige igennem. Da vi når den lange bakke forbi væddeløbsbanen og Marselisborg slot, henter jeg den fjerde løber i min gruppe.
Da vi endelig løber ind i Mindeparken ned mod mål er ruten total mudret til. Flere skvatter og enkelte mister en sko. Jeg satser og løber lige igennem og kommer i mål på tiden 18:43. Er mere end tilfreds og kan takke mig selv for valg af de rigtige sko. Anden tur var ikke noget at råbe hurra for.

En drillende iskias nerve
Siden min seneste ekstremtur i Sahara, har min iskias nerve drillet i venstre ben. På de ture hvor vejret har været dårligt eller bare koldt, har jeg kunnet mærke en konstant mærke i balden.
Nu er det på tide at se en kiropraktor før det bliver værre.

Fortsat god sommer

Christian

Tilbage til top

Maj - Juni 2010: Diverse indslag samt opdatering på Gobi March 2010 mm.

Så er sommeren endelig på vej til trods for regnvejr, blæst og lave plusgrader.

I maj måned har jeg haft den fornøjelse at se et video indslag fra min seneste 250 km tur – Sahara Race 2009 på Jyllandspostens hjemmeside. Selve indslaget kan ses på forsiden

Min gode ven Morten Kusk fra Racegear.dk har fået den gode ide, at interviewe sportsprofiler indenfor adventureracing og derefter podcaste disse på sin hjemmeside.

Morten har på et tidspunkt punkede mig til at være med. Det resulterede i at Morten og jeg sad en sommeraften og snakkede om hvad der fik mig igang med løbe adventureløb og ende ud i ekstremløb - derudover tips og gode råd.

I kan høre interviewet her eller på Racegear.dk.

Eftersom jeg i år har stiftet familie, kan jeg af gode grunde ikke deltage i nogle ekstremløb på nuværende tidspunkt, selvom jeg gerne ville.

Men for at have noget at se frem til, har jeg tilmeldt mig Nepal Race 2011 som først løber afsted næste år i november måned dvs. der er ca. 1½ år til jeg skal afsted.

Lige nu er Hugo Oscar ikke gammel nok til at sidde i en babyjogger. Men når det sker vil min træning blive intensiveret. Så skal han med far ud i skoven og give den gas.

Gobi March 2010

I perioden 27. juni - 3. juli, har Racing The Planet afholdt "Gobi March 2010" i Kina og i år er Danmark repræsenteret med 6 danskere. Ruten og terrænet kan ses via google maps på dette link.

Der er tre løbere som jeg gerne vil fremhæve; Jimmi Olsen som tidligere har vundet Sahara Race i 2006, Anders K. Jensen som også er en meget erfaren ekstremløber og løber nu sit 3. RTP løb, og Anne Vagner som løber sit 2. RTP.

Status for de tre løbere: Jimmi Olsen har måtte kapituleret pga. varmen på den fjerde etape og løb nu for at gennemføre. På de tre første etaper lå han skarpt på en 4. plads. På fjerde etape, gik han ned og men kom dog i mål og fik en samlede 7. plads. Selve kongeetapen (5. etape) besluttede Jimmi sig for at tage det med ro, bogstaveligt talt - og kom i mål efter 20 timer (18. plads).

Et kæmpe skulderklap til dig Jimmi. Det kræver sin mand at fortsætte et sådant løb, når man har haft det så skidt. 

Anders K. Jensen har været flyvende i hele løbet og fik en flot samlet 4. plads. Han har ligget lunt i top 10 det meste af tiden og avancerede sig stille og roligt op til sin nuværende placering. Anders lå på et tidspunkt og sloges med et par andre løbere i top 10, og til Anders' held udgår et par stykker pga. skader og så gjaldt det kampen om en top 5 placering. Stort tillykke herfra. Det er sgu godt gået. Jeg håber at vi en dag kommer til at løbe det samme løb.

Anne Vagner havde som mål at være førende blandt kvinderne. Hun løb også Atacama Crossing i Chile i marts måned, men måtte desværre udgå efter 1. etape pga. en knæskade. Af gode grunde ville hun have revanche på dette løb. 

Desværre røg Anne's knæskade op igen efter 1. etape - hvor uheldig kan man være. Anne valgte selv at udgå umiddelbart efter.

Vinderen af dette års Gobi March var englænderen Dan Parr skarpt forfulgt at veteranen Christian Schiester fra Østrig. Nr. 3 blev en kineser. Christian er den eneste fuldtids professionelle ekstremløber som jeg kender. Selskabet bag energidrikken Red Bull sponserer Christian til at løbe disse løb. Sikke et fuldtidsjob!

På fjerde etape var RTP ramt af en tragedie. Den kun 31-årige amerikaner Nicholas Kruse besvimede af hedeslag et sted på ruten, hvor temperaturen var på omkring de 40 grader. Da han blev fundet fik Medic teamet transporteret ham til et kinesisk hospital og han lå i coma i ca. to døgn med døden til følge.

Til afslutningsfesten blev Nicholas mindet. En meget trist afslutning på dette års Gobi løb.  

Jungle Marathon 2010

Som jeg tidligere har nævnt, er der to danskere som skal løbe Jungle Marathon i år. Der er nu også tilknyttet en af danmarks bedste action fotograf ved navn Martin Paldan.

Der kommer nok en løber eller to mere fra Danmark i løbet af sommeren.

Kan I have en fortsat god sommer! 

Vi ses,  

Christian

Tilbage til top

April 2010: Nybagt far, Løbsmæssigt en skuffende måned & Australia 2010

Hej alle,

Så skete det! Jeg blev far til en dejlig dreng torsdag den 8. april kl.23.10. Han er knap 50 cm og vejer 3.280 gram. Begge har det godt :-) Vi ved endnu ikke hvad han skal hedde, så pt. hedder han lillemand.
Nå ja, søvn bliver fremover en mangelvare. Ikke nok med det - min fødselsdag (9. april) er permanent blevet overskygget af den lille skidefrans.

Oveni fødslen er man også blevet husejer, så det er to store omvæltninger på en gang.

RTP’s Australia 2010 er i gang og Danmark er repræsenteret med 2 løbere (Thomas Rønde og Martin Moisen). Løbet er 250 km langt og foregår i det nordlige Australien. Flere af mine løbebuddies er med på denne tur, så det bliver ret spændende af følge dem.
To danskere er som sagt med, hvoraf Thomas Rønde er en meget erfaren løber, idet Australia 2010 er hans 6. RTP løb. For Martin Moisen er det sit første 250 km løb.

Desværre ser det ud som om, at begge er udgået. Martin udgik på 1. etape, af endnu ukendte årsager. Værre ser det ud for Thomas. Han lå nr. 16 efter 3. etape, men fik sig en betændt vabel under etapen. Men som det fremgår af RTP’s webside skriver de følgende: “…because of the lack of access to the stage, a strict medical guideline has been put in place, and no one with an infection has been allowed to start the course…

Det betyder desværre at en del løbere heriblandt Thomas er blevet trukket ud af løbet. Mega skuffende for dem som var i stand til at gennemføre 4. etapen.
 
Man kan stille sig selv spørgsmålet om RTP har lagt en for hård retningslinje for hvornår man trækker folk ud af et løb. Dem som deltager i disse løb ligger en mindre formue for at være med. Så er det rigtigt skuffende, at en (mindre) infektion kan være medvirkende til at man udgår. På den anden side, værner RTP om løbernes sikkerhed, så de kører nok efter devisen "better save than sorry"

Jeg er nu glad for at det ikke er mig som skal tage en sådan beslutning, for han/hun må være så upopulær lige nu. Et stort skulderklap til Thomas herfra.

Australia Race slutter den 1. maj og som stillingen ser ud nu, bliver det spanieren Salvador Calvo Redondo som løber af med sejren – stort tillykke. Han vandt også Nambia Race i 2009.

New York City Marathon hænger pt. i en tynd tråd. Planen var at komme med via deres lotteri i starten af april. Hverken Kristine eller jeg blev udtaget på den konto.
Idet jeg ikke har løbet ½- /marathons sidste år og heraf blive kvalificeret til NYC Marathon, så er der ikke andet for end at vente til næste år. Sikke noget ….!

Det betyder ikke at jeg ligger på den lade side, tværtimod. Eftersom jeg er blevet husejer, så er der altid projekter man kan foretage sig. Derudover er jeg i gang med at arrangere mit næste 250 km løb fra Racing The Planet i 2011, som enten bliver The Gobi March eller Nepal Race. Sidst men ikke mindst så er der dømt bleskifte på alle døgnets tidspunkter. Jo jeg bliver holdt ved ilden.

Vi ses i maj

Christian

Tilbage til top

Marts 2010: Dum skade, AC 2010 & Jungle Marathon 2010

Hej alle,

Hvor uheldig kan man være?? Efter en hel dags flytning med en masse trapper, sker der det uheldige at jeg får smerter i lysken – så meget at jeg ryger på 600 mg smertestillende den næste uges tid. Hvad sker der?? Jeg kan løbe gennem jungle og ørken uden de store problemer, men en simpel flytning og jeg bliver skadet!! Så meget at jeg ikke kan løfte mit ben og må få hjælp til at snøre mine sko.

Træningen for marts har været svingende, særligt i slutningen af måneden pga. førnævnte flytning. Jeg prøver at holde formen ved bl.a. at cykle og/eller løbe på arbejde. Hvis det flasker sig, har jeg et par løb i løbet af foråret og sommeren som jeg vil bruge som træning, men nu får vi at se – har en højgravid kæreste som skal plejes og der er ingen der ved om hun føder før eller efter termin (14. april).

Atacama Crossing 2010 – blev gennemført trods jordskælv mm. Og hvordan gik det med de danske løbere? Anne Vanger, som jeg havde tippede til at ligge i top 5 på kvinde divisionen, måtte desværre udgå efter 1. etape. Umiddelbart efter starten på 2. etape, måtte Anne hive i bremsen pga. en knæskade (løberknæ) hun pådrog sig på 1. etape. Håber at hun kommer ovenpå igen. Læs mere om Anne Vangers spændende projekt ”Racingtheworld”.
Kenneth Kristensen tog det mere med ro og gennemførte årets Atacama Crossing uden de store problemer og fik en flot 69. plads. Stort tillykke herfra.

Jungle Marathon 2010 
Dansk deltagelse i Jungle Marathon 2010 til oktober – indtil videre to danskere, hvoraf Pernille Hansen skal deltage som den første danske og yngste kvinde. Den anden løber er Henrik Kornum som er en erfaren adventureløber, og har bl.a. gennemført MDS (Marathon Des Sables). Henrik har en ide om at der er et rigtigt ørkenløb (MDS) og resten er bare copy paste løb. Ja ja han bliver aldrig klogere. :-)
Det siges, at mange ekstremløbere bruger diverse ørkenløb som træning til Jungle Marathon.

Om ikke andet, Henrik og Pernille vil løbe som et team igennem hele distancen. Vi glæder os til at følge dem til oktober.

Vi ses i april

Christian

Tilbage til top

Februar 2010: Langsom start, Chile mm.

Hej alle,

Februar og vinteren har stadig ikke sluppet sit tag i lille Danmark. Det har været koldt og besværligt at løbe når det var 15 minusgrader og spejlglat. Mit iskias-problem er ikke blevet bedre. Det generer heldigvis kun i baglåret efter jeg har løbet. Men jeg håber at det forsvinder med nogle strækøvelser. Med andre ord: Min træning er på retræte trods det iskolde vejr.

LøbeMagasinet for februar-marts er nu på gaden med min artikel om Atacama Crossing 2009 i Chile. Nu kan jeg kun håbe på at den bliver godt modtaget.

Apropos Chile, så har landet i slutningen af måneden været ramt af voldsomme jordskælv – helt op til 8.8 på richterskalaen. Det var lidt hektisk efterfølgende, idet min far og sin kone var på ferie i Chile - meget tæt på epicenteret - og jeg kunne ikke få fat i dem, hverken telefonisk eller pr. mail. Familien i Santiago var der heller ingen kontakt til. Efter et døgns tid var der endelig lyd fra dem – både min far og familien.  Heldigvis var ingen af dem kommet til skade. De er alle uskadte og i god behold.  

Dette års Atacama Crossing 2010 begynder i starten af marts, hvoraf 2 danskere skal løbe. Spørgsmålet er, om løbet overhovedet kan afholdes, da mange løbere ikke kan flyve til Santiago længere pga. jordskælvene. Jeg kender en hel del af dem som skal løbe i år, og det ærgrer mig at jeg ikke kan være med i år. Men man kan ikke være med til det hele. 
Jeg har en god formodning om at løbet nok bliver afholdt, om ikke andet så for at støtte jordskælv ofrene.    

Tilmeldingen til New York City Marathon 2010 er nu sendt af sted. Desværre har jeg måtte tilmelde mig lotteriet for tilmeldingen. Da jeg hverken har løbet ½ marathons eller marathons i 2009 som kan garantere mig en plads. Udtrækningen sker i starten af april, men jeg har til den 1. maj til at kvalificere mig, så nu får vi at se om jeg kommer med på den ene eller anden måde. Kristine har også tilmeldt sig, og hvis hun bliver udtrukket, bliver det hendes første NYC Marathon. Men hun har lige en fødsel i april som skal overstås. :-)  

Nu glæder jeg mig bare til at det bliver forår.

Vi ses i marts

Christian

Tilbage til top

Januar 2010: Nyt årti, nye eventyr

Hej alle,

Januar måned føles som en lang mandag. Det kan godt være at vi er kommet ind i et nyt årti, men måneden skulle kickstartes i gang.

Min træning har været sat lidt på hold i januar, hvilket jeg sikkert har haft brug for. Ikke desto mindre har jeg løbet (med oppakning) til arbejde flere gange både i regn og sne. For der er ikke noget som hedder dårligt vejr, kun dårligt påklædning.  

I år er i øvrigt baby år. Til april kommer junior til verden og så bliver der vendt op og ned på prioriteterne. Af gode grunde har jeg lovet Kristine, at jeg ikke løber de ”lange” løb i år og nøjes med at løbe de korte løb a la marathons, 2 dages løb mm.

Derudover har Løbemagasinet tilkendegivet, at der kommer en 8-siders artikel i deres februar-marts udgave om mit ørkenløb i Chile (Atacama Crossing 2009). I kan også læse den her.

Jeg vil gerne fortælle om to bøger som vedrører løb. Den første bog hedder ”Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe” og er skrevet af den japanske forfatter Haruki Murakami. Bogen handler om forfatterens to store lidenskaber: at skrive og at løbe.

Jeg har endnu ikke læst den, men efter sigende er det blevet til en meget filosofisk bog om en ultraløbers erfaringer og oplevelser. Hvad enten du er en løbeentusiast eller fan af Haruki Murakami, skulle bogen være anbefalelsesværdig. Nu står bogen og venter i reolen...

Den anden bog ”The Jungle Marathon” er skrevet af en god bekendt Mark Hines, som jeg lærte at kende til Jungle Marathon 2007. Bogen handler om, set med – ”Exercise Scientist” øjne hvad det kræves at deltage i et løb som Jungle Marathon - både som hjælper til løbet (i 2007) og som løber i 2008. Der er bl.a. et afsnit om hvorfor flere kollapser til Jungle Marathon i forhold til andre ekstremløb. Idet jeg deltog i 2007 og kan genkende mange ting i Marks beskrivelser, har jeg et særligt forhold til denne bog.

En bemærkning i bogen har særligt sat sig fast. Det hedder sig – ifølge Mark, at mange ekstremløbere løber ørkenløb såsom Marathon Des Sables og Sahara Race, som træning til Jungle Marathon, eftersom det skulle være det hårdeste ekstremløb overhovedet.   

Begge bøger kan ses under "Test af Udstyr".

Så det har været en måned med afslapning og benene oppe i sofaen.

Vi ses til februar

Christian

Tilbage til top