Mine sponsorer/ samarbejdspartnere:

sidste nyt

Blogindlæg fra 2007

December 2007: Årets sidste løbetur

År 2007 synger nu på sidste vers og jeg ligger og slår mave. Jeg har sgu taget på grund af al den gode julemad. Har i min juletid ikke fået trænet særligt meget på grund af en masse familiebesøg mm.

Jeg har endnu ikke fundet ud af hvilke løb jeg skal løbe til næste år, udover de sædvanlige marathons. Har allerede et løbsnummer klar til New York Marathon i november 2008. Er også blevet inviteret til at par ultraløb, så det må jeg overveje.

Min skadede lårmuskel er næsten 100 procent klar, har en fysioterapeut til at kigge på det og han punkterer mig med nåle og elektriske behandlinger. Min træningsniveau har været noget faldende men det er nu bare et spørgsmål om tid.

I kraft af, at vi nærmer os år 2008, vil jeg også gerne have muligheden for at takke alle mine sponsorer og samarbejdspartnere som har hjulpet mig med at gøre Jungle Marathon 2007 muligt. Uden jer, ville min træning samt finansiering nok have set noget anderledes ud og jeg håber at vi kan finde et fælles ståsted igen til næste år.

Mit samarbejde med Kræftens Bekæmpelse har også været en spændende oplevelse. Jeg er blevet væsentlig klogere med hensyn til at indsamle penge til et velgørende formål og jeg kan hilse og sige, at det tager tid, tid og mere tid.

Min målsætning med donationsindsamlingen lå på ca. kr. 25.000,-. For at nå mit mål, blev der sendt mails ud til alle venner, bekendte, forbindelser til virksomheder mm. Jeg fik tilføjet en sms tjeneste således at det var muligt at donere over en sms. Endelig fik jeg en donationsknap på min webside hvor man også kunne donere direkte.

”Desværre” var jeg ikke alene om at indsamle til velgørende formål. Et hav af andre forskellige organisationer med lignende formål var også ude efter en bid af kagen.

Derfor var det langt hen vejen op ad bakke med min indsamling, for mange havde allerede givet et symbolsk beløb til andre formål end kræft.

Heldigvis var der flere som synes at mit formål var værd at støtte og indtil nu er der blevet indsamlet kr. 4.450,-. Det er ikke meget, men i betragtningen af, at jeg ikke har haft meget tid til at få det hele op at stå, er jeg ovenud tilfreds. Derfor vil jeg også gerne takke alle dem som har støtte mit foretagende.

Min træner Jacob, vil jeg også gerne takke. Havde det ikke været for ham, var jeg nok ikke kommet igennem Jungle Marathon. Alle hans råd og vejledninger var uundværlige. Derudover var Jacob selv af sted for at løbe et 250 km extreme race på Antarktis hvor han blev nr. 5. Sidst men ikke mindst blev han også den stolte far til en lille pige. Stort tillykke med det hele.

Vi ses i det nye år :o)

Christian

Tilbage til top

November 2007: Pausen er forbi!

Hej alle,

Er endelig begyndt at løbe igen, men der har været besværligheder i starten. Kan godt mærke at der er gået noget tid hvor jeg ikke har løbet. Min lårmuskel er næsten normal igen, men jeg kan stadig mærke en ømhed i låret. Den sitrer en gang imellem om natten, så jeg vågner. Skal derfor se en fysioterapeut i løbet af et par uger, for at få et par øvelser. Det er også blevet koldt at løbe nu, så det er frem med det varme løbetøj.

Derudover har jeg fået min normal vægt igen. De 5 kilo jeg tabte under løbet er taget på igen. Det har været en fryd at spise den ”fede” mad uden at tænke på vægten.

For tiden prøver jeg at skrive min løbeberetning omkring jungleløbet færdig, og det tager en frygtelig tid, men I får alle en mulighed for at læse om mine oplevelser. 

Jeg prøver at gøre mine home made videoklip fra jungle løbet mere fordøjeligt, dvs. at jeg nu er i gang med at få dem redigeret, således at det bliver et langt videoklip i stedet for 18 klip. De kan i øvrigt ses via min webside.

Lige nu spekulerer jeg på om mit næste ekstrem løb skal være et ”Racing the Planet” løb i Gobi-
ørkenen.

Næste års Jungle Marathon
Jeg har sammen med en af de danske jungleløbere, Youssef, påtaget os opgaven om at finde løbere til næste års Jungle Marathon for både Skandinavien og Mellemøsten. Det bliver spændende at se, om det kan lade sig gøre.

Antarktis – The last Desert 
Min træner Jacob H er taget til sydpolen for at løbe et ekstremløb den 21. november og 7 dage frem. Løbet er en del af ”Racing the Planet” som består af 4 ørkenløb (Gobi i Kina, Atacama i Chile, Sahara i Egypten samt Antarktis på Sydpolen). For at løbe ”The last desert – Antarktis” skal man have gennemført de øvrige 3 løb, ellers bliver man ikke indstillet til det sidste og nok den hårdeste distance. I år er der 15 deltagere som skal løbe, heraf to danskere (Jacob Nielsen og Thomas Rønde). Men der er kun 14 løbere som stiller op til start. En løber måtte desværre udgå pga. han ikke nåede sit fly i Paris. 
Man kan følge Jacob’s og Thomas’ færd på sydpolen på www.4deserts.com/thelastdesert/.

Vi ses i december

Christian

Tilbage til top

Oktober 2007: Tilbage igen!

Der er nu gået nogle dage siden jeg kom tilbage til Danmark med et opsvulmet ben og hævede fødder. Blev ufrivillig en nat mere i London pga. flyforsinkelse.

Har fået set billeder og videoklip af løbet på den officielle hjemmeside og er imponeret over den indlevelse man kan få i de enkelte klip. Har selv et større redigeringsarbejde af egne videoklip og billeder der ligger og venter, således at de kan komme på min website asap.

Skader
Der udgik 14 deltagere, hvor de fleste af dem måtte udgå pga. dehydrering og fodskader. En enkelt havde knæ problemer. 
Jeg fik selv en del vabler heraf et par blodvabler under storetåneglene. Derudover fik jeg en lårskade under 5. etape, som blev forværret på 6. etape. Jeg har en teori, at det skyldes mangel på overskydende fedt på kroppen, hvilket resulterede i tæring af muskelens fedtdepoter. Min læge kalder det for overanstrengelse. Men hævelsen på låret er endelig ved at foretage sig. Det samme gør sig gældende hvad angår mine fødder. Er på penicillin idet jeg har fået betændelse i mine vabler.
De næste par uger skal der restitueres hvor jeg efterfølgende håber at jeg kan komme i gang igen.

Jungle resultater
Vi var fem danskere som tog af sted til Jungle Marathon hvoraf fire skulle løbe 200 km distancen og en enkelt fik et uofficielt wildcard til 100 km distancen. Der har været problemer med at resultatangive de forskellige placeringer pga. flere tider er blevet skrevet forkert. Youssef Khater udgik desværre pga. en knæskade og efter yderligere undersøgelser viser det sig, at han har revet sine ledbånd over. 
Om ikke andet, han har haft kontakt med arrangørerne og de har omsider fået vores placeringer på plads. Desværre for mig betyder det at min tidligere 9. plads nu er blevet til en 14. plads, men jeg er stadig tilfreds idet min målsætning var at blive iblandt de 15 bedste.

Overall var der 45 løbere (4 kvinder og 41 mænd) hvoraf 3 (1 kvinde og 2 mænd) løb den korte distance og de resterende løb den lange. Af de 45 udgik 14 løbere. 
Af de resterende 31 løbere (3 kvinder og 28 mænd) blev vi danskere placeret således:

  1. Johnny Jensen fra Randers fik en 5. plads med tiden 41 timer og 40 min.
  2. Christian Zagal fik en 14. plads med tiden 52 timer og 58 min.
  3. Marvin Overgaard fik en 27. plads med tiden 70 timer og 38 min.
  4. Per Sørensen gennemførte imponerende 100 km distancen uden at have trænet.  

Samlet gennemførte kun 31 løbere hvoraf 3 løb den korte distance og de resterende løb den lange.

Review af Jungle Marathon
Der er ingen tvivl om at Jungle Marathon er et af verdens hårdeste extrem løb, men det bærer præg af, at det stadig er et nyt løb, for der var en hel del børnesygdomme, som gjorde at løbet blev ufrivilligt hårdere. For at komme med et par eksempler:

a) Rutens markering 
Problem: Der var flere steder på ruten under de forskellige etaper, som ikke var markeret, hvilket betød at strækninger på 200-300 meter i tæt jungle er nok til at man har en fornemmelse af at man er på vildspor. Ligeledes var markeringen ved vejkryds sat forkert flere gange, hvilket bevirkede i at man brugte på unødig tid på at løbe frem og tilbage.

b) Farverne på strimlerne som markerede ruten
Problem: Strimlerne skifter farve undervejs op til flere gange afhængig af rutens længde. Flere løbere kom i tvivl om de løb den rigtige rute.

c) Rutens strækning
Problem: Flere gange havde vi en fornemmelse af, at vi løb længere end den aktuelle afstand. Ved den sidste etape, blev det bekræftet at vi har løbet længere. Den stod til at være omkring 24,5 km lang, men ifølge en GPS lød distancen på 31 km.

Der er flere kritikpunkter, men de bliver stilet til arrangørerne således at det kan blive bedre til næste gang.

1231
Har haft kontakt med Kræftens Bekæmpelse for at høre hvordan det står til med sms servicen.
Der kan gå måneder før jeg får noget at vide, hvilket jeg personligt synes er for dårligt, særligt når mange spørger hvordan det går med sms servicen. Men fortvivl ikke, pengene skal komme ind!

I kan stadig skrive en sms med teksten Zagal til 1231, så doneres der 50 kr. til kræftforskning.

Nyt projekt
Før jeg går i gang med et nyt projekt, har jeg lovet at jeg vil skrive en løberapport, således at andre, ved at læse rapporten, kan få gavn af og hjælp til at løbe et kommende jungle marathon - både hvad angår udstyr og forplejning.

Hej så længe

Christian Zagal

Tilbage til top

Oktober 2007: Efter løbet!

Hej alle,

Klokken er 06 om morgenen og jeg kan ikke sove. Har siddet og tænkt over gårdagens begivenheder og er glad for at det er veloverstået. Jeg kan kun ærge mig over, at jeg ikke var istand til løbe den sidste etape noget hurtigere.

Tanken om at udgå pga skader o.lign, har jeg slet ikke tænkt over, men nogle af de andre løbere ville have gjort det, hvis de havde fået min skade. 

En gammel dame kom over til mig igår og gjorde grin af min gangart til stor morskab.

Vi havde afterparty iaftes, men det var lidt af et antiklimaks. Shirley (arrangøren) var åbenbart taget hjem ved 5. etape pga dødsfald i familien. Det udnyttede de brasilianske løbere og inviterede deres familier med til festen, hvilket gav en noget tam stemning. Festen var sat til kl. 19, men det hele kom først igang kl. 21 pga der nu sku findes plads til de ekstra gæster.

Efter flere lange taler, kom vi til resultaterne. Der var dog lige det problem, at Shirley havde resultaterne for 5. etape, og havde ikke givet dem videre. Dvs at vi ikke aner hvad for placeringer vi har fået – kun 1. 2. og 3. pladsen blev nævnt.

Vi er naturligvis kede af at Shirley var taget hjem, men timingen var rigtig dårlig. Og dem som prøvde at udfylde hendes plads gjorde desværre ikke deres arbejde godt. 

Begge ben er hævet idag, og fødderne er på ny renset og lappet sammen. De fleste løbere har hævet stænger så det ser ret skægt ud når 31 løbere kommer vraltende.

Får et par flashback fra nogle af etaperne, men de er svære er skelne fra hinanden, bla. på 2. eller 3. etape er jeg på et tidspunkt sammen en englænder James som flere gange kaster op under en opstigning. Der var også en etape i hvor jeg er alene i junglen og fornemmer at der er nogen eller noget som forfølger mig.

Ud af løbets 45 løbere (har tidligere sagt at det var 57) udgik 14 personer, heraf en dansker Youssef Khater som udgik efter 2. etape. Youssef har været rigtig uheldig op til dette løb. 3 uger før løbet bliver han på sin motorcykel kørt ned af en bilist. Han var så heldig at der ikke skete ham noget andet end en presset lårmuskel og knæskal som gået af led. 
Men på første etape går knæ igen ud af led og han er så stædig at han vil prøve at gennemføre 2. etape, hvor han indser at den er helt gal. Youssef har efterfølgende været en kæmpe hjælp for de andre løbere samt arrangørerne. Qua sit arbejde i søværnet har han flere gange hjulpet til under hvert etape, fx som livredder, massør, coordinator, support mm. Så vi er alle rigtige glade for at han ikke tog hjem, for hans hjælp har virkelig været uundværlig.

Per Sørensen som var fotograf for en af de andre danskere, fik et uofficelt wildcard af arrangørene så han kunne løbe en 100 km og dermed løbe sammen med os andre allerede fra første etape. Ellers ville han havde kedet sig bravt under hele turen. Til trods for at han ikke havde hele udstyret blev der rigget noget sammen til ham, bla fra Youssef.

Per har taget et hav af billeder og nu glæder jeg mig til at se hvad for billeder han har af mig.

Vi har en fridag idag så nu skal jeg bare nyde ikke at lave noget andet end at få nogen kalorier indenbords.

Har fået en masse mails fra venner og familie under hele turen og de har haft stor værdi herude, så det skal I alle have tak for.

Nu vil jeg ind og have morgenmad.

Hej så længe.

Christian

Tilbage til top

Oktober 2007: Jungle Marathon - Efterfølgende etaper

Hej alle
Pga dårlig satelit forbindelse har jeg ikke været istand til at skrive omkring de sidste etaper. Men de kommer her via en internet cafe i Alter de chao.
 
3. etape var den hårdste rute jeg nogensinde har været udsat for. 31,5 km som starter med at vi skal svømme ca 320 meter med udstyr. Derudover skulle 3 killerhills, som var mere bjerge end bakker forceres inden man kom i mål.

De øvrige bakker og mudderskrænter har sat spor i benene men jeg fortsætter. Flere gange falder vi i sumpe op til knæne.

Det tog næsten 9 timer og da jeg kom i mål, var jeg så dehydreret at jeg næsten kollapsede og blev bogstavlig talt båret ned til amazonfloden for at blive kølet ned. Følsesregisteret sidder ufrivilligt uden på tøjet. Kramperne i benene er begyndt at vise sig men forsvinder lige så stille.

Flere udgår på denne etape og andre bruger omkring 20 timer. Vi er alle begyndt at lugte, men det matcher lidt den junglecamp vi er i. Det bliver rart med en lille etape i morgen.
 
4. etape er som sagt en lille etape på omkring de 18 km. Ruten er heldigvis ikke så kuperet, da vi skal spare på kræfterne til imorgen, som er kongeetapen. Så alle er glade idag fordi det er en lille tur. Har fået lappet mine fødder, men frygter at kombinationen af vand, sand og mudder vil forværre mine vabler. Det tager mig ca 4.5 time at gennemføre. Nu skal der bare slappes af.
 
5. etape er den lange etape på ca 87 km (i fugleflugt). Reelt er den små 100 km og det bliver den sidste etape i junglen. Kl. 05 går starten og endnu engang skulle vi svømme over floden som det første, men det er forfriskende. Vi skal igenem 8 checkpoints. Jeg skal igennem 4. cp inden kl.16, for det er sidste cp inden vi er ude af junglen. Kommer jeg efter kl. 16, er jeg nødt til at blive der til kl. 05, for vi er i et jaguarområde, og stierne vi løber på er ret krævende, og vi vil alt andet lige blive et let bytte, hvis vi blev angrebet. Jeg når cp 4 kl . 13, og kort tid efter begynder det at regne i flere timer. Temperaturen er faldet, så det er nemmere at løbe.

Der bliver gået til den, især på skrænterne. Jeg indhenter et par stykker og en amerikaner Al følger trop. Da vi når til cp. 5 mellem 15-15.30 er vi ude af junglen og har løbet omkring de 40 km. Jeg er begyndt at få smerter i det ene ben, som om jeg har fåt et trælår. Herfra begynder det at gå ned af bakke tempomæssigt. Det begynder at blive mørkt nu og regnen gør det ikke bedre. Al som påstår at han er ex ranger trækker på et tidspunkt sin kniv. Han ligner en som er bange for mørke, beder ham om at fjerne kniven, da jeg synes at det er lidt pinligt.

Vi møder en anden løber som er gået kold på stien, han har lagt sig på stien og har rullet sig ind i sin hængekøje for at holde på varmen. Han siger at han er allright så vi fortsætter. (Han udgår på denne etape). Ved cp 7 går Al kold og jeg fortsætter alene, for jeg vil igennem denne etape idag. Er helt alene og jeg falder isøvn flere gange imens jeg humper mig frem, kan knap bøje mit ene ben. Da jeg omsider når mållinen er klokken ca 04 om natten. Det har været en rigtig hård etape, lidt over 23 timer. Nu er jeg bare glad for at jeg har en hel dag hvor jeg ikke skal lave noget andet end at slappe af.

Sidste etape er på omkring de 24,5 km starter kl 05 og er en ren sandtur. Mit venstre ben er svulmet op til dobbelstørrelse og jeg kan kun bøje det halvt så jeg glæder mig ikke. Denne etape skal bare overstås, også hvis det kommer til at gå langsomt til. Efter 5. km smider jeg min stav som bruges som støtte, den sinker mig. Spiser painkillers som slik lige nu. Solen er stået op og den brænder. En del vabler springer i det varme sand, og mine sko er i forvejen fyldt med sand så det gør afsindigt ondt. Har ikke tid til at se på vabler. Flere løbere overhaler mig som ellers ville være bagerst i feltet. Hægter mig på den førende kvinde Becky.

Selvom jeg slæber mit ben og ikke kan loefte det, hjælper Becky mig hele vejen til Alter de Chao hvor torvet fungerer som målline. En masse lokale er troppet op og klapper hele vejen til mål. Mit dårlige ben rammer en kantsten og smerten er total. Becky kan se at den er gal og venter så vi samlet løber i mål. Jeg husker kort at jeg stopper mit ur: cirka 5 timer, og så slår hjernen fra et kort øjeblik pga smerten. Det næste jeg husker er at jeg ligger i skyggen og har fået is på lår, nakke og ryg samt en cola i hånden. En staff læge fortæller mig at min muskel ved knæet er blevet overanstrengt.

Er blevet mere frisk og humper ned til de andre, som lykønsker mig. Ifølge en gps har vi løbet 31 km, og hvis det er rigtigt, vil jeg næsten vædde med at det har været samme med de andre etaper. Om ikke andet så er jeg bare glad for at det er overstået, ydermere glæder jeg mig til, at få behandlet mit hævet ben, mine 13 vabler hvoraf to er blodvabler samt afslutningsfesten. Det har været en rigtig god oplevelse, smertefuld men spændede. Det bedste har dog været at møde alle de løbere som er lige så tosset som mig. Mange af dem, som har løbet andre ekstremløb er enige i at Jungle Marathon er det hårdeste løb de nogensinde har løbet.
 
Vi ses i DK

Christian

Tilbage til top

Oktober 2007: Jungle Marathon - 2. etape

Dagens etape er på 24,5 km og det har været en rigtig hård tur. Det tog lidt over 7 timer at gennemføre turen, som både bestod af sumpe, et hav af træstammer og en del floder. Der var 3 checkposter og efter den 3. post var der to brasilianere, som overraskede to sorte jaguaer. Først prøvede de at skræmme dem, men da det ikke lykkedes trak de knivene og tog benene på nakken hele vejen til målstregen.

Det mest skræmmede er, at jeg kunne ha mødt kattene alene, idet jeg ikke ku finde de bånd som markerede ruten. Så jeg gik frem og tilbage i ca 10 min's tid. Da brasilianerene nåede frem til hvor jeg var, vidste de åbenbart hvilken vej vi sku gå, så de overhalede mig.

Nu er jeg heldigvis i campen og prøver at få styr på mine kramper. Hvis i har lyst kan i skrive mails til mig via junglemarathon.com.

Vi ses imorgen

mvh

Christian Zagal

Tilbage til top

Oktober 2007: Jungle Marathon - 1. etape

Kl 05:30 gik 1. etape igang. Jeg ville være foran så der blev gået til den de første 2 km. Ruten var sat til at være 16,4 km, men det har været de hårdeste km i mit liv. Aldrig har jeg forceret så stejle bakker, skrænter og så mange sumpe som i dag, med en gennemsnit heartrate på 191 bpm. Der var 3 checkpoints og de var sat så strategisk, at når man havde fået sine 2,5 L. vand så hed det op af den nærmeste skrænt på flere 100 meter.

Mine fingre begyndte at svulme op undervejs, hvilket skyldes for mange elektrolytter. Fik heldigvis følgeskab af en amerikaner og en australier det meste af tiden. To af os kom samlet i mål 4,5 time senere . Mållinien og campsitet er placeret på stranden, hvor der en en fantasktisk udsigt. Jeg var mere end tilfreds.

Havde en hel del kramper i benene men jeg valgte at fortsætte. En anden dansker Johnny Jensen fik en flot andenplads. De øvrige danskere kom senere imål. Etapen imorgen er på 24,5 km, men jeg tager det mere med ro idet vi stadig har 5 etaper tilbage.

Vi ses imorgen.

Christian

Tilbage til top

Oktober 2007: Jungle Marathon - Dagen før 1. etape

Hej alle,
Efter små 68 timer er vi endelig ankommet og har nu haft den første nat i Itapuama ved amazonfloden. Turen herned har været lang men rigtig spændende. De øvrige løbere er fra hele verden, og her er allerede en god stemming.

Her er 35 grader lige nu og vi har haft vores gear checked. Det viser sig at vi kun er 57 løbere (inkl. de lokale løbere), men et stærkt felt.

Første etape starter mandag morgen kl. 0630, hvor solen allerede har været oppe et par timer. 
Etapen er kun 16,4 km men som sku være en af de hårdeste etaper til trods for den korte distance. Det tager ca 10 timer at gå ruten, så nu får vi at se hvordan det kommer til at gå.

Mit gear er pakket og jeg venter nu kun på at komme afsted.

Imorgen får I at vide hvordan første etape er gået. Men I kan også læse på den off. hjemmeside www.junglemarathon.com resultater og se webvideos, så giv jer selv den fornøjelse.

Varme hilsner fra Brasilien

Christian

Tilbage til top

Oktober 2007: Brazil - Here I come!!

Hej alle,

Når I læser denne blog, sidder jeg i et fly et sted imellem Europa og Sydamerika og har flere timers rejsetid forud.

Et kort tilbageblik
Så er dagene for træning og forberedelse oprandt. Den sidste vaccine er taget, malaria behandlingen er i gang og tasken er pakket.
Har gået med tanker om jeg har glemt noget eller om jeg skal tage mere mad eller andet med, selvom jeg har tjeklister som skal minimere min vægt i rygsækken. Har taget en større pose brugt løbetøj med, primært T-shirts, som skal gives væk til de lokale der hjælper til mht. jungleløbet.

Starten går..
Mandag den 8. oktober hvor 1. etape skal løbes sammen med 70-80 løbere fra hele verdenen. Jeg glæder mig til at møde de andre løbere, ikke mindst de danske. Har en fornemmelse på at der er nogle hårde nysere imellem. Læste i Runner’s World, at ved sidste års Jungle Marathon udgik 10 % af feltet på dag 2 og 15 % på dag 3. Så det bliver ikke en dans på roser overhovedet.

Mediedækning
I maj måned fik jeg at vide at Sky Sports UK, ZDF Germany, TV Spain plus en del kanaler fra Sydamerika, Australien, Canada og Korea vil dække jungleløbet, så hvis der er nogen af jer som kan se disse kanaler, så kommer der nok et indslag på et tidspunkt.

1231
Kræftens Bekæmpelse har oprettet en sms tjeneste på mine vegne i forbindelse med donationsindsamlingen. Det betyder, at hvis man sender en sms med teksten ”Zagal” til 1231, så donerer man 50 kr. over sin telefonregning.
Jeg håber, at læserne vil gøre brug af den, for selvom min indsamling går fremad, så har den brug for et boost af flere generøse givere.

En god bekendt har lovet, at ville donere til Kræftens Bekæmpelse, hvis jeg kommer videre end 3. etape, så nu har jeg et delmål. Men mine odds er hårde i fht. hvad der står i Runner’s World.

Som sidste bemærkning, kan jeg nævne at efter hver etape, vil jeg prøve at skrive en mail, så I har en fornemmelse på hvad der sker dernede.

Kryds fingre for mig

Med venlig hilsen

Christian

Tilbage til top

September 2007: Nu er der mindre end 10 dage tilbage!

Hej alle,

Mine forberedelser til Jungle Marathon kører snart på sidste vers, så nu begynder spændingen langsomt at trænge sig på.

Forberedelserne foregår desværre ret sent om aftenen, for ikke at forstyrre dagens øvrige gøremål. Ville ellers gerne have brugt mere tid. Så mine træningspas bliver enten løbet meget sent eller meget tidligt på dagen, men så længe jeg får løbet, er jeg ganske tilfreds.

Det postomdelte blad MEDRUNDT har skrevet en artikel omkring mit engagement til Kræftens Bekæmpelse og om min deltagelse i Jungle Marathon. Den bliver landsomdelt i uge 40.

Jeg har i forbindelse med mit donationsarbejde sendt en fælles mail ud til samtlige jeg kender og har stående i min adresseliste i håb om, at de vil sammen med mig om at støtte kræftramte.

Indsamlingen går ok, men du kan også støtte ved at gå ind på min website eller på forlife.dk

Jungle Marathon

Jungle marathon bliver et ekstremt hårdt løb for både fysik og psyke, men det er alligevel svært, ikke at glæde sig som en lille dreng til de udfordringer der venter!

Jacob fra Extreme-sports har gennemgået mit udstyr minutiøst mht. at fjerne overflødige kilo. 
Ved at klippe en hæl og hugge en tå, har vi barberet udstyret ned til ca. 6 kg. Derudover gav han mig et par gode tips omkring hvordan jeg holder drikkevandet koldt under hver etape og hvad jeg skal gøre efter hver etape hvad angår pleje af fødder.

For at give jer en hurtig oversigt over hvad der skal løbes, er det cirka 202 km (fugleflugt) strækning gennem amazones jungle fordelt på 6 etaper og over 7 dage. De er fordelt således:

  1. etape er på 16,3 km
  2. etape er på 24,5 km
  3. etape er på 31,1 km
  4. etape er på 18,4 km
  5. etape er på 87 km
  6. etape er på 24,8 km

Alle etaper, undtagen 5. etape, skal løbes inden for et tidsinterval á ca. 11 timer, og for 5. etape ca. 35 timer. Alle etaper har checkpoints, således at løberne bliver registreret og forsynet med vand.

På den lange etape er der et område som kaldes for ”the dark zone” som man helst ikke skal befinde sig mellem kl. 16-05, da det er et jagtområde for større katte. Er man så uheldig, at man ikke når zonen inden kl. 16, skal man overnatte ved det sidste checkpoint før the dark zone. Er man i området og man ikke er kommet ud inden for tidsrummet, kan man risikere at blive hentet af junglesoldater, idet risikoen for at blive et løbende måltid er blevet for stor.

Jeg tror, at vi distancemæssigt kommer til at løbe længere, idet fugleflugtsruter ikke tager højde for at vi måske skal zigzagge eller forcere dybe dale mm. Men jeg vil med hjælp fra en GPS prøve at måle den faktiske afstand. Spørgsmålet er bare om GPS’en kan læses i den tætte jungle.

Arrangørerne har meddelt at der vil være mulighed for at maile og uploade billeder on location, hvilket vil sige, at jeg vil prøve at sende reportager efter hver etape.


Firars Balsam?

Er i gang med at finde de sidste obligatoriske ting som arrangørerne mener vi skal have med. 
Er der nogen som kan fortælle mig, hvor i Danmark man kan købe Firars Balsam (benzoin compound tinture BP)?? Det skulle være noget klæbeligt stads som man smører på sår og rifter.
I må meget gerne give en melding hvis I ved at det kan købes herhjemme.

En glædelig nyhed omkring Jacob skal nævnes. Han er blevet far og har fået en datter som kommer til at hedde Victoria. Stort tillykke!

Jeg skriver inden jeg tager af sted.

Mange hilsner

Christian

Tilbage til top

August 2007: Brasilien om en måned mm

Den 5. august blev der løbet Århus 1900 ½ marathon i bagende sol. Ugen efter var det 24 timers løbet i Viborg som trak tænder ud kilometermæssigt. Her blev der løbet 60 km med en gennemsnitstid på ca. 4 min. pr. km. Xterra Duathlon stod på programmet den følgende weekend hvor ruten var cross country terræn.

Xterra Duathlon i Århus

Efter opfordring fra en af mine sponsorer, fik jeg tilbuddet om at deltage til årets Xterra duathlon i Århus lørdag den 18. august. 

Xterra tager udgangspunkt i et off-road triathlon, hvor der udover svømming konkurreres på mtb og terrænløb. Foruden tri’en er der også off-road duathlon (5 km terrænløb, 14 km mtb, 5 km terrænløb) og scramble (10 km terrænløb).

Mine forberedelser til løbet har været minimale, ikke mindst fordi jeg træner med helt andre intervaller. Mine træningspas til junglemaraton ligger på flere timer ad gangen og derfor er cykling lavt prioriteret på nuværende tidspunkt. Vejret op til løbsdagen bød på regn, regn og regn, hvilket betød at ruten var blevet godt våd og mudret.

På selve dagen skinnede solen og klokken 10 gik duathlon starten for 46 deltagere. 
De to gange 5 km blev løbet på ca. 21-22 min. og omfattede trapper, skrænter, strand o.lign. De 14 km mtb brugte jeg ca. 43 min og det var inkl. to styrt, hvor cyklen sad fast i mudderet.

I skiftezonen brugte jeg for meget tid begge gange mht. at skifte udstyr. Men i lyset af, at det er første gang jeg prøver en off-road duathlon, er jeg godt tilfreds med at have fået en 8. plads. Det var en god beskidt lørdag og det er ikke sidste gang jeg prøver en xterra konkurrence.

Læs mere herom på www.xterradenmark.dk  

Mit ugentlige træningsprogram har kørt ved siden af disse løb, så det har været pænt hårdt. Jeg prøver ikke at peake min form, det er alt for tidligt. Min vægt har stabiliseret sig en smule, men det er ikke nok. Skal spise mere fed mad! Det må være ønsketænkning for mange.

Er også blevet vaccineret og skal have de sidste sprøjter ved udgangen af september. Har også fået lariam- og tyfus piller. Bivirkningerne til begge er bekymrende. Ifølge anvisningerne kan man få svimmelhed, kvalme, opkastning samt diarré. For Lariam er det synsforstyrrelser, hovedpine, flimren for øjne og tiltagende træthed. Det er dejlige sager jeg skal fylde mig med.

Derudover skulle der foretages et sundhedstjek i form af måling på blodtrykket som viste 120/70 samt en EKG som er en måling af hjertets elektriske aktivitet. Ifølge diagrammet lå min hvilepuls på 40. Alt i alt må det være gode sundhedstegn.

Det er først gået op for mig nu, at om cirka en måned tid, så er det af sted til Brasilien. Jeg er småt begyndt at forbande min træning flere gange. Nu vil jeg sgu af sted og give den en skalle. Det bliver spændende om jeg kan stå distancen. 

Flere bloglæsere har henvendt sig omkring min tur og min støtte til Kræftens Bekæmpelse. Jeg er naturligvis glad for jeres opbakning, men jeg vil blive endnu gladere hvis I vil donere et symbolsk beløb til Kræftens Bekæmpelse via min website. 

Jeg har udfærdiget et brev omkring donation til Kræftens Bekæmpelse som vil blive sendt ud til samtlige mailadresser jeg har. Med det håber jeg at der falder lidt af til kræftforskning.

Skal mødes med Jacob (min træner) næste måned, og der går vi al udstyret igennem, både med pakningen af rygsækken og placeringen af de enkelte ting. Hvis alt går vel, kan jeg komme af sted med ca. 6-7 kg på ryggen. Det som vejer mest er maden og energibarene.

Ligeledes får jeg nok også de sidste instruktioner omkring mine træningspas op til afrejsen. 

Nu er nedtællingen for alvor gået i gang.

Mvh.

Christian

Tilbage til top

Juli 2007: Jeg har fået en badevægt!

Hej alle,

Min træning har i juli måned været ret stabil uden de større afvigelser. Min vægt er jeg ved at få stabiliseret - spiser jeg 6-7 gange om dagen. Har købt mig en badevægt så jeg kan tjekke vægten dagligt – havde aldrig troet at jeg fik brug for en badevægt. Er blevet anbefalet, at lave styrketræne overkroppen, så nu hedder menuen også mave-, arm- & rygbøjning.

Har haft to ugers ferie hvoraf en af dem blev en uge på Thassos i Grækenland med en gennemsnitstemperatur på de 35 graders varme. En ø som er på størrelse med Bornholm, men væsentlig mere ufremkommelig. Her foregik løbeturene på grusstier langs bjergrygge blandt oliventræer og geder. Ideen med ferien var at der sku’ dases, men jeg bliver for rastløs hvis ikke der sker noget. Så det var rart at få noget afveksling end bare ligge på stranden.

Der kom også en artikel med mig i den lokale avis, Århus Onsdag, som beskriver Junglemarathon 2007 og mit samarbejde med Kræftens Bekæmpelse rigtigt godt. Artiklen kommer her på siden.

Weekenden efter, under en løbetur blev jeg passet op af en kvindelig cyklist som havde læst nævnte artikel og ville høre om mere mit projekt. Helle var lige blevet helbredt for lymfekræft og var i gang med at arrangere en tur til Tibet for at bestige Shishapangma (8046m) i 2008. Det er ikke ofte man møder en kvindelig bjergbestiger som også er bjergguide for Proof of Life Projektet, så det blev til en 3 timers hyggelig snak ude i Marselisskoven.

Friluftsland har tilføjet mig på deres website under aktiviteter hvor der er mulighed for at læse om Junglemarathon 2007. Du kan se deres indslag her.

Min website er endelig blevet færdig, og den er bare blevet flot. Firmaet 1shot media har virkelig gjort et godt stykke arbejde – Tak for det.

Er blevet ringet op, om jeg har lyst til at løbe Viborgs 24 timer løb for 8 mandshold til august. Sidste år deltog jeg også for samme hold og vi fik en flot 2. plads. Målsætningen i år er, at stå på toppen af podiet.

Min sponsor HighEndSport vil gerne have mig med til at være med i løbet Xterra i Århus næste måned.

Der var en rigtig god artikel i magasinet Euroman for juli om min træner, Jacob. Den handler kort om hans start på ekstremløb, oplevelser fra de forskellige løb i verden mm.

Det var alt for denne gang.

Mvh.

Christian

Tilbage til top

Juni 2007: 1. plads til Fredericia Ultramarathon

Hej alle,

Juni er nu oprandt og jeg har gjort status. 
Starten af juni var faktisk varmt og lummert, men med regn i weekenderne. Det sidste husker jeg tydeligt for at der løb jeg mine lange ture og hver eneste gang regnede det. De seks gange om ugen der nu bliver løbet er blevet en rutine, men det er hårdt. Enten bliver det lige efter arbejdet eller også bliver det tidligt morgen eller sent aften. 
Har tabt mig i vægt, hvilket har betydet at jeg skal spise flere gange om dagen og styrketræne for at holde vægten.

Fik også testet min form af i forbindelse med et ultra marathon i Fredericia på 50 km. Alternativet var Århus Marathon, men det havde jeg løbet sidste år, og der var jeg lidt skuffet over interessen for løbet. Den lørdag regnede det som piskede. Ruten på de 50 km var en 5 km strækning som skulle løbes 10 gange og selve ruten foregik dels inde i centrum, dels på stranden og på Fredericia vold, med andre ord - en noget kuperet rute. Min minut tid pr. kilometer pr. runde lå mellem 4:11 og 4:57 med undtagelse af den sidste runde hvor jeg var blevet en smule træt, den blev sat på 5:24 pr. kilometer. 

Om ikke andet det resulterede i en 1. plads med tiden 3:45:26. Så jeg var en glad løber med kramper i stængerne da jeg sku’ op på podiet. 
Samme aften sku jeg til 60 års fødselsdag og der blev grint en del af min gangart, men benene var klar igen dagen efter.

Nye sponsorer er kommet til, tak til Panacea, Polar og Friluftsland for jeres støtte.

Næsten hele juni måned har jeg ved siden af arbejdet og løberiet læst til eksamen i forbindelse med mit deltidsstudie, så det har været lidt af en travl måned.

Hvis I er heldige, ser I det færdige resultat af min hjemmeside engang næste måned.

Vi ses i juli.

Mvh.

Christian

Tilbage til top

Maj 2007: Halvmarathon med rygsæk!

Hej alle,

Maj har været en god måned på flere måder
Inden for det træningsmæssige har jeg gennem Jacob fra Extreme-sports.dk fået et udarbejdet et program som er målrettet. 6 gange om ugen ryger jeg af sted og skal løbe intervaller fra 45 min til 3,5 time, med/uden udstyr, på flad/kuperet rute. I weekenderne ryger kilometer antallet op på mellem de 60-70, så man bliver lidt træt en om aftenen.

Løb Odder ½ marathon i starten af maj med rygsæk for at se, om jeg ku’ finde mit racepace. På vej ind i Odder by fandt jeg ud af, at jeg havde glemt mine løbesko. I min iver for at komme af sted, havde jeg husket alt med undtagelse af løbesko. Gode råd var nu dyre, for der var knap en time før start og min første tanke var at finde en sportsbutik og købe et par. Men der kom nærigheden op i mig, for havde jeg ikke et par gamle sko i bagagerummet? Ganske rigtigt, model 2005 Nike Skylon som så noget tyndslidt ud og havde set bedre dage. Men hvad, det er kun et ½ marathon. Det skal siges at det var en meget varm dag, så det var en oplagt mulighed for at teste formen og udstyret. Selve løbet er meget velegnet til at løbe PR. Min tid var lidt tam 1:36 men jeg giver rygsækken skylden. Fik også et par sjove tilråb såsom ”Har du taget madpakke med??”

Prøvede et par nye trail-sko af en weekend hvor jeg var hjemme hos Kristines forældre syd for Århus tæt på Fløjstrup skov. Det udartede sig til at blive en grim oplevelse – altså løbeturen ikke besøget hos forældrene.

Skoene i sig selv var helt i top, men jeg glemte at få et par ekstra såler i, før jeg tog på en 2,5 times tur i kuperet terræn. Efter 20-25 minutters løb, mærkede jeg at der var to vabler på vej fordelt på begge hæle. Skoene, som havde den rette størrelse kunne ikke holde mine hæle fast, selvom jeg prøvede at stramme skoene. Så det blev gnavet godt og grundigt i hælområdet.. Jeg havde sgu ikke tænkt mig at løbe/gå tilbage pga. to vabler, det ville have været for ærgerligt.

Da jeg kom tilbage, mærkede jeg at den ene sko var drivvåd, og sokken havde en blodig farve. Den ene vabel havde fået revet hele huden væk og lignede mere et åbent sår end en vabel. Kristines far havde den gode ide, at rense såret med brintoilte og stillede en flaske frem. Det han glemte at nævne var, at det skulle fortyndes 1:3. Så der røg ufortyndet brinoilte på såret, med det resultat såret blev ætset. Jeg har aldrig set et sår væske så meget bagefter, om ikke andet så blev såret rent.
På med et compeed plaster og fred til dagen efter, hvor løbeturen lød på 2 timer dog med andre sko.

Har desuden fået to sponsorer HighEndSport og Fusion som i fællesskab sørger for alt mit tøj, det er skønt at det udstyrsmæssige er på plads. Jeg har stadig et par potentielle emner som jeg gerne vil have med og kan vente svar i løbet af juni.

Den nye hjemmeside er nu endelig ved at se dagens lys, måske i løbet af juni (hvis jeg er heldig). Har set et udkast og den overgår klart den nuværende.

Sidder og sveder over et pensum på 1500 sider og at jeg skal til en skriftlig eksamen her i maj. Mit deltidsstudie tager det meste af min tid om aftenen hver dag, har sågar siddet og læst kl.0530 om morgenen før jeg cykler på arbejde kl. 0745. Glæder mig til at det er overstået.

Vi ses

Christian

Tilbage til top

April 2007: Løber lige en tur mere!

Den 29. april blev der løbet BT ½ marathon med det resultat at jeg fik en pr tid på 1:21:09. Alt under 1:22 var målet, alene af den grund at jeg kan kvalificeres til New York Marathon til november. Der blev også løbet Århus 1900 Stafetten 10x10 km, hvor jeg måtte tage to ture fordi Århus Fremad manglede en ekstra mand...hmmm. Det var pænt hårdt, når man tænker på at det er Danmarks hårdeste stafet. Men Århus Fremad mente at når man var gal nok til at løbe i junglen, så kan man også løbe to gange. Fair nok. Kristine (min kæreste) løb også stafetten, dog for sit arbejde og hun klarede sig ganske godt på ca. 50 min. 

Har fået en aftale med Jacob fra Extreme-sports om at der bliver udarbejdet et træningsprogram til mig i forbindelse med Jungle Marathon 2007. Det bliver super fedt!
April måned har ellers stået på løb og eksamenslæsning og fødselsdage - både min egen og Kristines. Fik MAXIM i hus som energisponsor, tak for det.

Min webmand har endnu en gang brændt mig af...Gad vide hvornår han kommer op til overfladen..men indtil videre må I nøjes med den nuværende webside. Har fra arrangørerne  modtaget en DVD af Jungle Marathon 2004 om selve løbet, hvor der vises hvor hårdt løbet egentlig er. Omkring 40 % af 75 løbere udgår. Danske Jacob Nielsen er også med og er som sagt den endnu eneste dansker som har gennemført løbet.

Vi ses i maj
Christianl

Tilbage til top

Marts 2007: I skulle prøve at løbe til arbejde!

Marts måned har alt i alt været en god måned.
Jeg har haft kontakt med Jacob fra extreme-sports igen og de har besluttet sig at støtte mig med udstyr og sørge for at jeg bliver den letteste i feltet. Det er nu heller ikke svært, når man kun vejer de 60 kg. Mere om det på et andet tidspunkt.

Men når man skal have alt med i en 25 liters rygsæk, så er det alfa omega hvad man tager med af grej og her glæder jeg mig til at få hjælp fra Jacob, som er en rigtig hård hund hvad angår extremløb.

Jacob er endnu den eneste dansker som har gennemført Jungle marathon i 2004 og han har en ret imponerende løbsliste: I 2005 løb Jacob Grand Raid Du Sahara på 220 kilometer gennem ørkenen i Mauretanien, og i 2006 løb han ”Racing The Planet” som også bliver kaldt de 4 Deserts som er fire 250 km løb, som er placeret i Kina, Chile, Egypten og Antarktis. Sidstnævnte er den sværeste, for at komme i betragtning til Antarktis, skal de 3 andre desert races være løbet og så man bliver inviteret med! Jacob præsterede at fuldføre alle 3 desert races på under et år.

To af strækningerne, Kina og Egypten har han løbet to gange og sidste år blev han nr. 9 i Egypten. Jacob blev inviteret til last desert - Antarktis, men løbet blev desværre aflyst pga. dårlig vejr, så den har han til gode. Derudover har han gennemført Yukon Arctic (2007 ned til -42 grader) på 160 km 2 gange med en 7. plads og 2. plads.

Han er nok den eneste løber som har gennemført så mange løb på så kort tid. Jeg har ikke andet end stor respekt for den mand og så er han oven i købet flink. Jeg er så glad for at han vil hjælpe mig.

Min webmand som har lovet mig at ændre min webside, er blevet forsinket, så der skulle gerne ske noget i løbet af påsken.

Skal til et møde med en potentiel sponsor i april måned. Det bliver spændende. Jeg glæder mig også til at få svar fra en mulig sponsor som giver mig svar i løbet af april.

Derudover er jeg begyndt at cykle på arbejde, hvilket betyder at der bliver cyklet 30 km flere gange om ugen.

Har også løbet på arbejde. Det er sgu fedt, at taget rygsækken på og tage af sted om morgenen. Man bliver i godt humør når man løber forbi holdende bilister, hvoraf mange ser morgensure ud.

At man så får fingeren, når der vinkes, det må man tage med. Heldigvis er der også de morgenfriske som vinker igen. Nu skal det ikke lyde som om, at jeg vinker til alle. Så superfrisk (idiot) er jeg heller ikke, men mere når man løber over kryds o.lign. 
Selve turen tager lidt over en time hver vej. Hjemturen er mærkværdigvis lidt hårdere.

Jeg prøver også at klemme ballerne sammen hvad angår mit deltidsstudie. Det er to aftener om ugen af 4 timer og jeg må tilstå, at det kan være svært at få det hele til at hænge sammen. Blandt andet skal jeg til eksamen af to omgange her til maj og der skal læses. Så bliver det knapt med alt andet, men det går indtil videre.

Vi ses i april
Christian

Tilbage til top

Februar 2007: Hvorfor får jeg altid influenze efter en ferie?

Februar starter med at jeg bliver ramt af influenza i en hel weekend. Hvorfor bliver jeg altid syg efter en ferie?
Et webfirma i København har, på baggrund af mit engagement til at hjælpe andre, valgt at hjælpe mig med at give min webside et facelift. Resultatet skulle gerne komme engang i marts måned.

Mine forberedelser til løbet har ligget lidt stille men det bliver det gjort noget ved i marts.

Udover mit daglige arbejde, tager deltidsstudiet også en del tid, men det går. Har sendt et par ansøgninger ud hvad angår sponsorater, men det tager noget tid før der kommer svar…

Mine løbeture med oppakning er blevet noget oftere, da min rygsæk OMM 25L kom med posten. Den sidder perfekt på ryggen og alle rygsækkens finesser er blevet prøvet af. Lige for tiden er det ugentlige kilometerantal mellem 75-90. Det er ok for nu, men det er ikke nok.

Højdepunktet i februar var i uge 8, hvor Århus sneede inde fra torsdag til lørdag, hvilket betød en forlænget weekend for de fleste. Om lørdagen sneede det stadig og det var temmelig glat mange steder. Perfekt vejr til en løbetur i skoven! Frem med pigskoene og noget varmt tøj, og afgang. Knæhøje snemasser og de eneste spor i skoven, udover dyrespor, var af langrendsski. Efter en halvanden time er man godt brugt.

Har tilmeldt mig Odder Halv marathon i maj. Et kuperet løb og tidsmæssigt er målet 1:20:00. Måske højt sat, men det vil tiden vise.

Alt i alt har februar været en stille måned, men dem skal der også være nogle af.

Vi ses i marts
Zagal

Tilbage til top

Januar 2007: Tilbage i kampen!

Ja, så er det nye år startet med udsigt til en masse løb samt mit jungleløb.

Jeg har haft en hel del at lave i januar, således at mine løbeture har været noget korte.

Blandt andet har der været eksamenslæsning ved siden af mit fuldtidsarbejde. Det har været hårdt. Læsningen tog ca.14 dage ud af kalenderen og det kan mærkes. Heldigvis er det veloverstået og jeg er tilbage i kampen igen. I uge 4 tager jeg en uge til Ægypten på ferie af den aktive slags, der skal både løbes og dykkes. Der er først nu, at jeg reelt starter min træning og hvorfor så ikke starte et varmt sted. Det næste store løb som ligger og venter, er Hamborg Marathon i april. 

Nå ja, ej at forglemme, så er vandet sku koldt i Århus, både i svømmehallen og i bugten. Ja, svømning er også en del af træningen.

Er endelig kommet i gang med at finde udstyr, det mest vigtige lige nu er, at finde den rigtige rygsæk. Og den er måske fundet: OMM 25L er en klassisk rygsæk på kun 515 gram. som mange adventureløbere kan nikke genkendende til, og som helt sikkert også vil gå an til dette løb. Det svenske fritidsmærke Haglöfs, har også en LIM 25L rygsæk, som kunne være interessant på grund af rygsækkens lukkemekanisme. Jeg løber på nuværende tidspunkt med en tidligere Haglöfs LIM 25 L rygsæk som er ok til træning. Skavanken med min rygsæk er, at den skulle have vandafvisende lynlåse, men de virker ikke på grund af det vandafvisende materiale er blevet flænset i forbindelse med at jeg lyner tasken…men den kan bruges..

Derudover har jeg fundet skoene. Det er et svensk mærke, ICEBUG som har specialiseret sig i trailsko m.m. Skoene hedder BUGRIP, og nu skal jeg have fundet ud af, hvad for en model som passer til mig.

Mit hyr med at finde sponsorer, er den største tidsfaktor overhovedet udover løbeturene.

Har også fundet min første sponsor, www.extreme-sports.dk som vil sponsere fodtøj, og det skal de (Jacob Nielsen & Co) have et stort tak for. Håber naturligvis at de vil bidrage med mere på sigt..
Der ligger et par andre potentielle sponsorer linet op, men dem må i høre om, når det bliver aktuelt.

Selve tilmeldingen til Jungle Marathon er nu endelig. Det næste hedder, at betale tilmeldingen £ 1500 er prisen!! Heldigvis betales de i flere rater, hvoraf den første nu er blevet overført. Nu er der ingen vej tilbage... 

Jeg har naturligvis også tænkt om jeg overhovedet ved, hvad jeg har gang i. Jeg kan hertil svare, at jeg ingen anelser har. Men det er det, som gør tanken udfordrende. Jeg har ingen forventninger om at vinde. Målet er, at gennemføre og blive blandt de 20 første.

Vi ses i februar.
Christian Zagal

Tilbage til top

December 2006: 200 km løb i Amazonas jungle!

En stor tak til KUNSPORT.DK for at være en af jeres bloggere.  

Til oktober 2007 skal jeg løbe et af verdens hårdeste løb, junglemaraton i Brasilien. Løbet er ca. 200 km langt og der skal løbes med oppakning á 6-8 kg. Officielt er det ca. 200 km men der løbes væsentlig mere, idet det ikke kan undgås at løbe forkert. Distancen er fordelt ud i seks etaper, hvoraf en af etaperne er på ca. 80 km med en tidsfrist på 35 timer. Selve løbet har en varighed af syv dage. Men du kan læse mere om det her og på min hjemmeside: www.adventurerun.dk

Jeg vil med bloggen prøve at tage dig med ind i min verden og fortælle hvorfor jeg vil løbe et 200 km løb på den anden side af kloden, hvad det kræves af forberedelser til løbet, herunder andre løb, træning, arrangementer, sponsorering, rejseudgifter mv.

Man kan godt sige at der er to grunde til jeg er gået i gang med sådant et projekt. I 2004 havde jeg løbet Fjällräven Extreme Marathon 70km i Silkeborg skovene, som er et 2-dags orienteringsløb for 2-mandsteam med oppakning. Efterfølgende erfarede vi, at vi havde løbet længere, snarere 100km.

Efter det løb, ville jeg noget mere og fandt ud af, at der eksisterede et junglemarathon i Brasilien, hvor løbere var blevet forfulgt af jaguarer om natten, og krokodiller, anakondaer og piratfisk kunne lugte ens rifter og sår når man krydsede amazonesfloden. Og ikke nok med det, der skal også kæmpes med en luftfugtighed på de 80-90 % og en varme på de 40. Det løb var lige noget for mig, så nu var det bare et spørgsmål om tid!!

Idéen med at kombinere løbet med noget velgørende formål, var for mig en naturlig tilgang. Hvis jeg kan løbe for en god sag og gøre en forskel, jamen så står jeg der.
At valget blev Kræftens Bekæmpelse var nærliggende for mig, idet jeg har haft kræften tæt ind på livet. 
Derfor er vigtigt at støtte kræftforskning.

Selve løbet vil alt andet lige blive en kæmpe oplevelse at løbe i amazones jungle i syv dage og højst sandsynligt en prøvelse både fysisk og mentalt.
Hvem er jeg så, vil mange af jer nok spørge om. Tja, Går man lidt tilbage i tiden, så er jeg oprindelig fra Sydamerika og opvokset i København. Da jeg ikke vidste hvad jeg ville læse, valgte jeg at flytte til Århus for at blive inspireret. I 1997 begyndte jeg så at læse på Handelshøjskolen og at småløbe 5-15 km om ugen.

I forbindelse med mit første marathon samme år i Århus, fandt jeg ud af hvor vigtigt det var at træne sig op til et løb og ikke bare tro at det ku’ gøres på rutinen. Mine erfaringer efter et løb var nede på et minimum, så da jeg kom i mål på tiden 4:01:23, tog jeg hjem uden at strække ud, bestilte to pizzaer og gik i seng. Jeg kunne hverken gå eller stå i 14 dage, og efterfølgende havde jeg ikke lyst til at løbe i et stykke tid. Men det er jeg nu blevet kureret for.

I dag føler jeg mig som en løber med stort L, hvilket betyder at man ikke kan undvære løberiet, så der bliver løbet 4-5 gange om ugen. Og der løbes et par marathons om året og andet småløb når der er tid til det.  

I mit civile liv er jeg uddannet cand.merc.jur. fra Handelshøjskolen i Århus og er startet på jura-uddannelsen på Århus Universitet på deltid. Når jeg ikke læser eller løber, arbejder jeg i Skæring i en finansieringsvirksomhed der handler med vindmøller.

I min næste blog vil jeg fortælle hvad der kræves at være med til Junglemarathon, hvilke tanker og forberedelser jeg har gjort mig.
Vi ses i det nye år.
Mvh.
Christian Zagal

Tilbage til top

December 2006: Ekstrem løb: 200 km med giftslanger for et godt formål

Fra KUNSPORT.DK: Dagens blogger, 35-årige Christian Zagal, vil gennemføre et af verdens potentielt hårdeste løb til fordel for Kræftens bekæmpelse
Under visse styreformer vil man sandsynligvis blive erklæret som mentalt forstyrret, hvis man proklamerer, at man agter at løbe 200 kilometer gennem en brasiliansk jungle med sumpe og floder fyldt med elektriske ål, giftslanger, edderkopper og en masse andre kryb i 45 graders varme med en luftfugtighed over 90 procent.

Med fuld oppakning og så til fordel for andre vel at mærke.

Men det vil danske Christian Zagal, som til oktober næste år flyver til Brasilien for at gennemføre Jungle Marathon.

- Jeg har kigget på løbet i nogle år efterhånden, og til sidst har jeg tænkt ”hvorfor ikke gøre det?”. Jeg ser løbet som en personlig oplevelse, og når jeg så samtidig har mulighed for at støtte et godt formål, så skal man gøre det, fortæller Christian Zagal til KUNSPORT.DK.

Kræft inde på livet
Han fortæller, hvordan han selv har haft kræft inde på livet ved at flere personer i hans nærmeste familie har haft sygdommen, hvilket gjorde valget omkring, hvilken organisation han ville samle penge ind til, let.

- Jeg støtter Kræftens Bekæmpelse alligevel, da kræft har ramt mine nærmeste. Og da organisationen har projektet ”For Life”, hvor man kan støtte kampen mod kræft ved at være aktiv, så var valget ikke så svært, siger Christian Zagal, der må siges at tilhøre kategorien ”aktiv”.

To maratons på tid – de andre er bare træning
Christian Zagal løber cirka fem gange om ugen i en time til halvanden pr. gang, og han har flere maratons på sit cv. 
Men op til et løb som Jungle Marathon, hvor deltagerne selv skal løbe med al oppakning, skal træningen sættes i vejret.

- Jeg satser på at skulle løbe to maratons på tid og et par stykker som ren træning. Derudover er der forskellige 100 kilometer-løb, som jeg har tænkt mig at deltage i. Og så skal jeg generelt bare løbe lange ture, siger danskeren, der tilføjer, at folk til sommer vil komme til at se ham løbe i skoven i ført varmt tøj og en stor rygsæk.

Udgået efter tre timer
Og formen til Jungle Marathon er vigtig. Det ved Jacob Nielsen, som gennemførte løbet i 2004, alt om. Han er en af Danmarks mest ekstreme løbere og skal til januar 2007 deltage i et 250 kilometer-løb på Antarktis.

- Hvis en løber ikke er i form til Jungle Marathon, er han ude i løbet af to-tre timer på allerførste dag, siger Jacob Nielsen, der gladelig deler ud af sine erfaringer fra 2004.

- Det var en sadistisk rute med masser af flodovergange med elektriske ål og giftslanger. Der skal løbes mange højdemeter på ruten, og det ligger væltede træer over alt på ruten. Og når du har forceret 200 væltede træstammer på én dag, så er du ved at være træt, fortæller Jacob Nielsen.

Han fortæller, at især løbets nat-etape kræver mental styrke, da man både kan se, høre og lugte de forskellige dyr, der gemmer sig i nattens mørke.

Fødderne er de vigtigste
Men det bedste råd, Jacob Nielsen, vil give til Christian Zagal, handler om fødderne.

- Sørg for at passe på fødderne. Går fødderne i stykker er du færdig, siger han og fortæller, at der i junglen går betændelse i selv den mindste rift.

At man så også skal huske at sætte af på træstammerne og ikke hoppe over dem af fare for at blive bidt af giftslanger, der gemmer sig bag dem, er åbenbart ikke nær så vigtigt.

Håber på 100.000 kroner
Men for Christian Zagal er fødderne også vigtige, for han vil gennemføre og samle en masse penge ind til Kræftens Bekæmpelse.

Efter nytår skal han for alvor i gang med at kontakte firmaer, som har lyst til at donere penge eller udstyr til turen, som kommer til at koste 30.000-40.000 kroner, når deltagelsen, vaccinationer, flybillet og udstyr er betalt.

- Målet er at samle 100.000 kroner ind. Men 50.000 kroner er også fint. Hele overskuddet går ubeskåren til Kræftens bekæmpelse, fortæller Christian Zagal, som rent resultatmæssigt håber på at komme i top-20.

Og udover gode fødder og en god fysisk form kræver det såmænd bare, at han undgår at blive stukket eller bidt af de mange kryb og insekter, som ruten byder på.

Ellers ender han blandt de cirka 40 procent af løberne, som udgår af løbet hvert år.

Du kan følge Christian Zagals forberedelser til løbet her på KUNSPORT.DK, når han en gang om måneden skriver i sin blog.

Fakta om Jungle Marathon:

- Der skal løbes 200 kilometer over seks etaper på syv dage.
- Korteste etape er 16 kilometer lang, den længste er 87 kilometer lang.
- Hver etape skal gennemføres indenfor en given tid.
- Der er checkpoints hver 5.-10. kilometer, hvor der deles vand ud.
- Som minimum skal hver løber selv løbe med hængekøje med myggenet og regnslag, mad til mindst syv dage, flasker/dunke til mindst 2,5 liter vand, insekt-net, kompas, kniv/dolk, sikkerhedsnåle, førstehjælpskasse med plaster, forbindinger, smertestillende piller, salttabletter, antibiotika, lommelygte og ekstra batterier, vandtætte tændstikker eller lighter samt tabletter til at rense minimum 10 liter vand.

Tilbage til top